Mig og manden ønskede os oplevelser i bryllupsgave. En af disse fik vi i går. Eller rettere rent fysisk havde vi for længst pakket den fine Madam Gul op, og beundret indpakningspapiret og de medfølgende børnetegninger.
-
Madam Gul
Vid, at når kaffeservering, af en Madam Gul, sker i et selskab af voksne over 50, spreder der sig en duft af ren nostralgi i hele huset. Et vælg af minder fremkaldes og et panoramavindue til kik ind i fortiden åbner sig foran dig:
Straks begyndte gæsternes associationer at flyde i rummet.
”Kan du huske dengang?“
Blanke nostalgiske øjne over hele linien…
“Har du husket at tragte kaffen spurgte vi altid”
Fjernt blik i øjnene…
“Heh, heh, det skulle vi altid, kan jeg huske, derhjemme”
Der tænkes kollektivt tilbage…
”Der mangler kun én ting: Rich’s”
Al opmærksomhed er samlet om ét og samme emne, dog samtidig krystalliseret ud i en kakofoni af minder fra svundne tider…
”Var der ikke også noget der hed ”Danmarks”?”
”Jaaa,” glimt i gamle øjne, ”hvad var det nu man sagde?”
”Det er Danmarks der… neeej…Hvordan var det nu?”
Stilhed…
”DUR!!, -det er Danmark der dur”
Kom det nede fra bordenden…
Og i kor: ”Det er Rich’s der driks, men det er Danmarks der duer!”
Fælles applaus!
-
Klik på billedet hvis du vil vide mere om Rich's og Danmark
Sikke en oplevelse! Stadig med smagen af kaffe i munden tænkte jeg i mit stille sind: Godt man i det mindste nåede at få Rexona deodoranten lagt på plads i skabet inden gæsterne kom…
Ej Blogger
Finn Søeborg, også kendt som en af Danmarks største humorister, skrev egentlig ikke for at være morsom. Han blev misforstået, synes han selv, da journalisterne konstant bad han definere humor. “Du er jo humorist” sagde man til ham: “Kan du ikke skrive noget sjovt om….“, og manden blev skræmt over titlen, flygtede i sommerhus og skrev endnu en seriøs bog som fik folk til at grine. Han benægtede sin status som humorist!
På ny er denne situation dukket op i mine tanker. Jeg har fundet en ny musikgenre at kaste mig over; Minimalistisk klaver musik. Jeg har længe holdt af klaveret, har også kendt Phillip Glass og nydt hans alternative kompositioner. Men nu hvor jeg for alvor begyndte at kigge mig omkring efter kandidater i denne genrer, gik det op for mig at også her kæmper kunstnerne for ikke at blive sat i bås. Phillip Glass, Ludivico Einaudi og Simeon Ten Holt udtrykker alle at de ikke er minimalister. Samtlige får dog dette adjektiv knyttet til deres navn som en slags introduktion til det derpå følgende ord: Komponist.
Måske er der noget om snakken. Måske bliver man kun en rigtig god én af slagsen hvis man benægter sit tilhørsforhold?
Jeg vil i den anledning benytte lejligheden til pure at tage afstand fra den status som blogger, jeg af mange, heriblandt denne blogs læsere, er blevet tildelt. At det er mig der skriver på denne blog skal derfor ikke ses som ensbetydende med at jeg af den grund er blogger! Det er simpelthen ikke dækkende for det bidrag jeg yder.
- … Og dette er iøvrigt heller ikke en pipe
kontakt
mere tekst
mere tekst
mere tekst
mere tekst
mere tekst
mere tekst
mere tekst
mere tekst
